[ Alesia Software ] [jens51 - pokerside]

alesia

Kommercielle interesser


Internet-poker drives af firmaer som kører en virtuel kasinovirksomhed. Deres indtægter stammer fra brugerne. Hvis man spiller turneringspoker, betaler man et indskud som kommer tilbage til spillerne som præmier. Oven i indskuddet betaler man så et gebyr for at spille hos pokerstedet. Gebyret er ofte omkring 10 % af indskuddet, dog evt. lidt højere ved små indskud og lidt lavere ved store indskud. Pokerstederne kunne i princippet konkurrere på gebyrets størrelse, men det gør de faktisk ikke i særlig høj grad. Ved ring games, hvor der spilles om penge direkte ved bordet på hver eneste hånd for sig, kommer pokerstedets indtægt i form af rake, som er en brøkdel af den pulje der spilles om. Meget små puljer giver ikke nogen rake, og der er også loft over raken (typisk USD 3 pr. pulje). En spiller i et ring game betaler typisk meget mere i rake pr. time, end en turneringsspiller betaler i turneringsgebyr. Det gælder dog ikke ved turneringer med meget høje indsatser. 

Pokerstederne konkurrerer i stedet på markedsføringssiden. De tiltag de bruger, er især bonusser, affiliateordninger, og rakebackordninger. En bonus er en foræring, typisk et engangsbeløb, fra pokerstedet til en kunde, normalt med tilknyttede betingelser. Den vigtigste betingelse er at bonusbeløbet ikke kan hæves fra pokerstedet medmindre kunden har bidraget til pokerstedets rake med et passende beløb. En sådan bonus er derfor mest interessant for dem der spiller ring games, selv om der også findes pokersteder der giver bonus til rene turneringsspillere. Hvis man spiller poker på nettet med henblik på at generere så stor indkomst som muligt, kan man med fordel være kunde mange steder på en gang og forøge sin indtægt anseligt ved at udnytte bonusserne. 

En affiliate-ordning går ud på at pokerstederne giver nogle af deres kunder en løs tilknytning som sælger. Hvis så sælgeren kan kapre nye kunder til pokerstedet, får sælgeren en tilsvarende bonus. Bonussen vil typisk ikke kunne hæves før den nye kunde (og evt. også sælgeren) har ydet et vist bidrag til pokerstedet rake. Ordningen omfatter ofte også en bonus til den nye kunde. 

Rakeback er en kollektiv rabataftale på raken, evt. også på turneringsgebyrer. Visse sælgere slår sig også ned som rakeback-formidlere, hvorved rakeback bliver et led i den enkelte sælgers markedsføring. Ellers tilbydes rakeback somme tider til alle kunder (lidt ligesom Brugsens dividende), eller til grupper der har forhandlet sig frem til den. 

Poker.dk, hvor min stamme af pokerspillere hører hjemme, ejes ligefrem af et firma der driver 3 pokersteder, og poker.dk formidler vist nok en bonus til disse pokersteder. 

Fælles for alle disse begreber er at internettet flyder over med bonustilbud, rakebacktilbud og lignende. Der findes stort set ikke det pokerrelaterede sted på nettet som ikke samtidig tilbyder en bonusordning via en affiliate eller måske et rakeback-tilbud. Da poker.dk jo altså er ejet af en pokerstedudbyder, kører poker.dk en politik efter hvilken man ikke vil se indlæg der indeholder links til steder med markedsføringstiltag til fordel for konkurrenter. Det er sådan set meget sympatisk og fuldstændigt vand på min mølle, men det betyder i praksis at det er svært at være hjælpsom i poker.dk's forum når man gerne vil tilbyde et link til et brugbart og i øvrigt uskyldigt websted. Mit eget websted er i hvert fald fri for økonomiske interesser inden for pokerverdenen. 

Jeg er naturligvis interesseret i at poker.dk findes, og jeg føler loyalitet over for poker.dk, men den loyalitet er ikke udstrakt til poker.dk's ejere - selv om jeg naturligvis anerkender deres indsats og er mig fuldt bevidst at poker.dk er en del af deres markedsføringsindsats - formentlig deres væsentligste indsats i Danmark. Jeg linker altså til her til de pokersteder jeg har lyst til, vel vidende at der er økonomiske interesser involveret i mange af dem. Jeg gør det helt og aldeles for at formidle viden - jeg har ikke nogen økonomiske interesser blandet op med noget som helst pokersted. Ja naturligvis bortset fra at jeg nu og da spiller hos nogle af dem.



Seneste rettelse: 2005-11-05 / jbc